Du skal bare sige undskyld, fordi du ved noget, der gør ondt. Da han syntes okay jeg lod ham gå. Han gik til slutningen af øen, hvor en mor stod med sin søn. De ledte på endedækslet, så de ikke var virkelig i Isle og de ikke se, hvad der skete, så han fortalte dem. "Hun såre mig bare i mit hoved." han sagde. "Hvem gjorde?" spurgte den lille dreng. "Gasp," sagde jeg "Nu ikke gider dem honning kommer her." Men han rørte sig ikke, han havde opmærksomhed et andet barn. "Min mor." svarede han. "Hun såre mig lige her." og han pegede på ved siden af hans højre øje.
Jeg var allerede på vej ned øen for at få ham, men det var for sent. At mor, der stod der låste øjnene med mig, som jeg greb hans hånd et førte ham væk. Jeg var så ydmyget, men jeg prøvede at børste det ud og komme tilbage til shopping. Hun travede af med sin søn i hånden, og få øjeblikke senere en rød aproned arbejdstager optrådte i den anden ende af øen. Hun var næsten lige så ung som min ældste søn, stod der med sine hænder på hendes hofter, hvilket gør ikke skjul på, hvem det var, hun hovedrollen på. "Kan jeg hjælpe dig med at finde noget?" hun snerrede.
"Nej tak" Jeg murmmered næsten bryde i gråd. Hun stod der så længe, at jeg blev ubehageligt og flyttede til den næste ø. Et øjeblik senere var hun i slutningen af, at man også. Jeg tog min søn ved hånden stormede forbi min mand, knap at komme ud med ordene "lad os gå." Og vi forlod. Jeg græd hele vejen hjem. Da vi kom hjem, jeg fik ud af bilen og gik til gaden. "Jeg har tænkt mig en tur" er alt, jeg sagde at gøre min mand at forstå, at han var på vej til at sætte børnene i seng. Jeg gik og jeg talte til Gud. Han er den eneste, der vil lytte uden at judgeing mig.
Han behøver ikke at dømme mig, fordi han allerede ved, hvad der virkelig skete. Hvor nødder jeg må have set til naboerne græde og babbleing i mørke, da jeg gik rundt om blokken. Endelig begyndte jeg at