Det sidder over Det Tasmanske Hav, der adskiller New Zealand fra Australien. (De lokale kalder det, grøften.) Coromandel er på Coromandel halvøen på den østlige side af øen, hvor Stillehavet omgange op på New Zealand og adskiller det fra Californien. (De lokale kalder det Stillehavet.) Anyway, at komme tilbage til Raglan. . . turen var der en fantastisk melange af stadigt snoede landeveje klatring til bjergpas og dale fuld af får og kvæg græsser på den grønneste græs jeg nogensinde har set.
Det er tidligt forår her, (selvom kalenderen siger det er stadig vinter) og græsgange er fyldt med nyfødte lam, hvoraf den ene foretaget for en mest lækre candle-lit middag på Mermaid Lodge.
Kom til Havfruen var virkelig surrealistisk oplevelse. Den New Zealandske landskab er så fantastisk, at uanset hvor vi går vi tilbøjelige til at stoppe hvert par kilometer bare for at beundre udsigten. Men jeg tror, den bedste ting om turen over fra østkysten til Raglan var Yassi.
Hun har været at læse en bog om flora og fauna i New Zealand, og det er ikke usædvanligt at høre hende pludselig skrige noget lignende, "Oh se Sweetie, en Ring-hals Fasan!« Hun er også talt mit øre off om edderkopper, møl med ingen munde, og parring vaner Magpies. Vidste du, at indtil Maori folk ankom her (før jeg blev født) var der kun to arter af pattedyr i New Zealand, og begge af dem var flagermus. Den slags giver mening, hvis man tænker over det. Efter alt, hvis du ikke har vinger eller en kano, hvor ellers ville du få her? Selvfølgelig Maori kom ikke alene.
De bragte langs nogle rotter, som de ville opfeder op og spise, og der kan have været et par blindpassagerer arter, der, sammen med rotterne, undslap og startet deres egne forlystelsesparker. Rotterne, siges det, næsten decimeret den indfødte fuglebestanden af Nordøen som tilsyneladende ikke vidste, hvad et rovdyr var. Maori, på den anden side, kun gjort krig mod fisk (ind