Men som spyt i munden tørrer helt, og den rå fornemmelse i halsen, da jeg forsøger at bevare roen forværres af den dunkende i mit hjerte, jeg får en voldsom trang til at smutte ind i underskoven for at forhindre nogen af gorillaerne fra chancing over os overhovedet. Med alle vilde aber, uforudsigelighed er en naturkraft, så jeg virkelig ikke ønsker at tage en risiko med these.We blev advaret i starten af ekspeditionen, når nogen af os blev kontaktet af en gorilla, den første handling, vi skal tage, er at knæle ned på alle fire og foregive at spise græs.
Vi havde leet derefter, ved starten af trek, da vores vejledning blev bibringe denne oplysning. Nu står for udsigten til en ansigt til ansigt med fem store gorillaer vægtning cirka 200 kilo hver, synes det ikke så sjovt! Vi knæler ned, på alle fire, og foregive at spise græs! Pludselig gorillaerne stoppe i deres spor. De har endelig duftposer os. Som med enhver pattedyr, er trusler lettere opfattes og misforstået hvor babyer er bekymrede, og for disse gorillaer, vi er en stor trussel. De ikke ønsker os overalt nær deres unge en.
De står ubevægelig og stirrede på os, som om at forsøge at bestemme deres næste handling. Medlemmerne af min trek gruppe begynder at flytte baglæns langsomt, panik. Da jeg er ved længst ende, jeg kommer til at se deres backsides svajende i luften, da de hurtigt kravle tilbage på alle fire. En eller anden måde, det bryder spændingen opbygge inde i mig, og jeg føler trang til at grine højlydt. Det er hysteri, skal det be.Our guide, der gør tingene værre, roligt råd os ikke at tage nogen billeder, som kan forværre gruppen af gorillaer.
Dens ikke ligesom nogen af os er i den rigtige tilstand til at gøre det alligevel! Jeg griner. Vores vejledning svirvler hovedet, i chok. Så gør mine holdkammerater. De tror, Im vanvittigt. En af de gorilla brøler. Lyden dræber min latter. Som om lyden var et signal, de begynder svindende tilbage i den tykke vegetation, og er snart g