Jeg elsker at vandre rundt Beaubourg på en kold, fugtig, nat i november, at lugte brændende fra ilden-eater s fakler, der blander sig med den varme røg givet ud af kastanje stegeso s fyrfad, og jeg lod dem begge fylde min hoved. En kold, frisk, tåget brise rører mine kinder og flytter blade og kuld om på mine fødder.
Hele vejen rundt om pladsen, folk stimle sammen i grupper eller vandre alene ligesom mig og alle deres ansigter lyser forskelligt under indflydelse af de høje, appelsin flammer der skyder op fra brand-eater mund.
Flammerne og gadebelysningen lander på sort ansigter, hvide ansigter, gule ansigter, alle malet forskelligt, nogle lavet til at se skurkagtige, nogle lavet til at se syg, og nogle ser langt fra hjemmet.
Og der er musik. Afrikanske trommer, sydamerikanske pan rør, gademusikanter, de alle vise sig melodier, der er blevet tilpasset for at behage det vesteuropæiske øre, alt håb om at vriste en Euro eller to fra de dybe, varme lommer af de rige, der blandede blandt publikum, og du behøver ikke at være rig.
Der vil være smagen af truslen i luften.
Den sabelsluger, ilden-eater, kampsport performer - nogen af dem kunne gøre en fatal fejl, men de ikke. Der er den antydning af fare fra grupper af storforbrug, unge og gamle, pjusket og velplejede, og jeg ser min ryg. Der er den følelse af hverdagen, når en ældre dame med en blå skylning går hendes belagt puddel over pladsen, tip-indaddrejede poter omkring trussel, flammerne og snavs.
Og når vandring er færdig jeg elsker at glide uset ind i biografen i Centre Pompidou, for at se en sub-titlen russiske film og dem dukke et par timer senere i en anden stemning, når folk har flyttet på og alt det der er tilbage er et par fulderikker, blade og strøelse, der stadig swirl i lyset brise, og den kolde berøring af tåget nat på mit ansigt.