I juli 2008 præsidentkandidat, Barack Obama holdt en tale i Berlin foran en stor masse af europæere, og hævdede, at "Amerika har ikke nogen bedre partner end Europa" . Selvom talen var i sin store del af en valgkamp handling rettet til amerikanerne viste det sig også at være en erklæring om igangsætning af en ny periode med gode relationer mellem USA og Europa, hvis Obama blev valgt. De mørke dage i "krigen mod terror" ville ende. Europa elskede Obama.
Endelig tingene ikke var så mange forventet, og når Obama vandt valget, han ikke synes at bekymre sig så meget om Europa.
Asien nu var centrum for opmærksomhed i udenrigspolitik kaldte første asiatiske præsident i Amerika. Obama var at indføre den "; Asien pivot ';. Blev derefter at USA opgiver sin traditionelle allierede?
sikkerhedsområdet, og derfor NATO, har været en af de vigtigste kilder til konfrontation mellem de to parter siden 1990'erne. På trods af Lissabon-topmødet i 2010, hvor de nåede nogle aftaler, er USA stadig udmattet af et Europa, der ikke tager sig af sig selv, og der mangler praktisk engagement med alliancen.
Bob Gates i sin sidste tale som forsvarsminister kritiserede europæiske medlemmer for "mangel på militære udgifter og politisk vilje".
USA bevæger sig væk fra det konfliktfyldt billede, som Bush havde tillagt det. Obama administration er ved at udvikle en udenrigspolitik baseret på den såkaldte "smart power", hvilket betyder den intelligente brug af alle tilgængelige værktøjer, både fra hård og blød magt, til ansigt verdens problemer. Obama er mindre aggressiv som leder end sin forgænger.
Han ønsker ikke at involvere Amerika i nye konflikter, og når han gør det i en multilateral måde som i den libyske konflikt. Han ønsker, at USA "føre bagfra" og overlade andre magter til at være de synlige aktører. Syrien er et godt eksempel på dette.
Denne amerikanske "konvertering" i en mere pacific skuespiller forbinder med den traditionelle civile magt i EU. Diplomati, forhandling og i givet fald, økonomisk pres er armene på Europa. Obama-administrationen følger den samme vej, som fremmer forståelsen mellem begge parter.
Selv hvis de ikke kan blive enige i alt, disse fælles værdier hjælpe med henblik på at finde bedre positioner.
Paradoksalt nok håb er fastgjort på det økonomiske område. Den europæiske krise har skubbet USA til at gøre stærkere forbindelser med nye partnere og til at blødgøre den økonomiske indbyrdes afhængighed med Europa. Im