So her var Guds dilemma: Gud, som kender alle ting og er alle ting, absolut vidste, at hun var denne smukke, majestætiske, ædle, herlige væren, men hun kunne kun kender sig selv i al sin pragt konceptuelt. Gud længtes efter oplevelsen af at være smukke, majestætiske, ædel og herlig. Gud stræbt for en sand viden af hendes pragt, som ville kræve hende til at se hende komplette storhed fra hele perspectives.God vidste, at dette ikke kunne opnås i den absolutte, fordi selve ideer om skønhed, Majestæt, adel og glorværdige er i forhold til, hvad skønhed , majestæt, adel, og glorværdige er not.
You se, i realm af den absolutte alt, hvad der er kendt er absolut. Skønhed er skønhed. Majestic er majestætiske. Noble er ædel. Glorious er herligt. Kun ved at matche et koncept til noget konceptet ikke du kan se konceptet fra en anden perspective.You brug for at se konceptet i forhold til, hvad begrebet ikke er. Du har brug for relativitet. Det er kun gennem relativitet, som du kan matche et koncept til noget konceptet ikke er og dermed opleve det. For at opleve varmt, skal du se varmt i sit forhold til hvad hot er det ikke. Noget, vi kalder koldt.
Du har varmt i den ene ende af spektret, og du har koldt på den anden ende. Nu kan du opleve varmt og koldt, og alle de forskellige grader af spektret mellem varm og kold. Det er, hvad relativitet handler om. Dette er, hvad fysiske liv handler om. For at opleve noget, skal du se det i forhold til, hvad det ikke er. Man kan sige, at definere dig selv, skal du se dig selv i forhold til alt det, du hævder du ikke er. Hvis du er god, så du påstår, at du ikke er dårligt. Hvis du er høj, så du påstår, at du ikke er korte. Hvis du er ærlig så du hævder, at du ikke er en løgner.
Det er ved det, som du ikke er, at du, selv, er defineret. Så Gud, mens bosat i realm af det absolutte, kender alle ting, konceptuelt og Gud er alle ting, begrebsmæssigt. Gud vidste, at for Gud til at opleve og være alt, Gud ved, og er, ville Gud nødt til at skabe et rum, der vi