Det var en sommer eftermiddag i 1992. Jeg var på en indisk Airlines flight i den vestlige del af landet, hvor jeg følte, at jeg var ikke mere. De pinefulde 5-7 minutter stadig skræmmer mig, når jeg ser tilbage. Marketing som et erhverv har brug for en hel del af rejser. Jeg var baseret i Calcutta, den østlige del af landet. Jeg blev spurgt af min højtstående officer til at ledsage ham, mens han var at besøge en produktionsfacilitet i Baroda, der ligger på den yderste vestlige del af landet.
Vi tog en formiddag flyvning fra Calcutta til 06:00 om morgenen og rørte Bombay (Mumbai, vestlige Indien) på omkring 9:30 Vi var reserveret til en tilsluttende flyforbindelse til Baroda (Vadodara) at forlade på 3:30 samme dag. Vi færdige vores frokost i lufthavnen og bestået en spænding gratis tidspunkt under fritid. Vi passerede sikkerhedskontrollen i tid og bordede flyvningen, som var en 30- 40 minutter flyvning .Jeg tog vinduesplads og min senior tog midtergangen sæde. Flyet lettede pænt og jævnt.
Jeg så ud af mit vindue, som vi skulle over Arabiske Hav og ville fortsætte med at gøre det, før vi tog et højresving til Baroda. Pludselig fandt jeg, at droning lyden af motoren var usædvanlig lav, og troede, at piloten skal have fundet tekniske årsager kun at bruge en motor. Så var der annonceringen fra piloten i højttaleranlægget. Hans ord var: "Mine damer og herrer, jeg er din kaptajn denne kamp. Vi har fået oplyst af den kontrol, der er en bombe om bord. Vi vender tilbage til Bombay for en regelmæssig kontrol, skal du ikke få panisk.
I kan forsikre dig, at der er ikke sådan noget om bord, og det er et svindelnummer kun opkald. Tak. " I det øjeblik, annonceringen var færdig, en skræmmende frygt grebet mine sanser. Det kunne have været på noget tid-oh! Hvad en situation! Du kunne ikke gøre en ting, men beder til Gud, at det ikke skete på alle. Jeg tænkte mine små børn og forsøgte at distrahere mig selv fra fantasien af modkørende eventualitet og selvfølgelig, jeg bad til min Gud for at redde os fra denne situation.
Jeg kiggede ud af vinduet og fandt, at flyet var på vej på den langsomste hastighed! Ser indeni, så jeg min senior kollega sidder i sit sæde med lukkede øjne. De fleste af mine medpassagerer havde deres øjne lukket. Messen søger stewardesse var i hendes sædet foran os med en udslettet ansigt, som om hele blod er blevet trukket tilbage fra hendes krop. Der var rigtig knappenål falde stilhed undtagen den lave dronende lyden af flymotorer. Jeg kunne s