Lige følte du hvor taber du noget imod? De siger, hvis du ved, du vil gal du er ikke. Seksten måneder siden gav jeg fødsel til den smukkeste lille pige, hun var alle mine, og da hendes far var gået ud og forlod mig 6 måneder gravid, jeg var nødt til at gøre det hele på min egen. Jeg vidste, jeg kunne, jeg formåede at overleve bryde op, afslutte kursus arbejde og gøre eksamener for ikke tre, men fire A-niveauer, og jeg endda formået at arbejde på deltid med graviditet induceret symphysis pubis dysfunktion (klikke i din skambenet til dig og mig, smertefuldt!) Jeg klarede godt med graviditeten, og bortset fra at have SPD og at skulle bære en støtte bælte og gå til fysioterapi alle så ofte, alt var som det skulle være, og alle betragtede fødslen var smertefuldt, men fantastiske, og mor selv klippe ledningen og tog de obligatoriske første fotos.
Hvis min hukommelse tjener mig godt Isabelle var tre uger gammel, da jeg begyndte at miste evnen til at kontrollere mine følelser, jeg aldrig følte forbundet til hende og i stedet for at ville tilbringe hver vågne menuet ser hende jeg sendte hende ud til hendes Nanas med den undskyldning, jeg havde brug for at forberede sig til eksamen og afslutte kursus arbejde .I virkeligheden var jeg off pissing mine penge op mod en væg for at undslippe virkeligheden for at være en mor.
Det var ikke svært at lade som jeg elskede denne lille pige til bits, fordi jeg gjorde, men hvad jeg fandt svært forsøgte at tænke på hende som min egen. Jeg havde tilbragt tre måneder helt på min egen med hende, før hun kom ind i verden, og det var den bedste tid i mit liv, jeg gjorde for at spise sundt, købe matchende sengetøj, legetøj og tøj, og jeg endda formået at male det hele hus, fordi jeg ønskede alt at være præfekt. Alt kiggede præfekt, mit hus kunne have taget fejl til et show hjem, og jeg gik ud af hospitalet i min størrelse ti jeans.
Alt var præfekt og den måde alle, herunder jeg selv troede, det skal være, bortset fra den måde, jeg felt.I ikke planer om ukontrollabel gråd. Jeg ville komme ind i bilen og græde, jeg vidste ikke, hvorfor jeg græd, efter alle havde jeg det hele minus manden og mænd er flere problemer, end der er værd så vel jeg havde det lettere end de fleste? Den grædende var noget jeg kunne leve med, det skete de fleste dage, er det aldrig sket omkring mennesker, det var en ensom aktivitet, som kun jeg vidste om, hvad jeg fandt mest foruroligende var tab hukommelsen og den frustration og vrede, at det syntes at gen