PET bruges til sodavand, mundskyl, hældbare dressinger, spiseolier, og jordnøddesmør. Monolagfilm vil holde en krølle, og er varmeforsegleligt og gennemsigtig. Filmen bruges til korn box liners, sodavandsflasker, taske poser og mikrobølge fødevarer bakker. Smeltepunktet af umodificeret PET er under kogning. Ved kogetemperaturer vil skrumpe flasker 30 procent og deformeres dårligt. Modificerede PETs har melt punkter 253 til 2750F. Disse beholdere er dyrere, men de kan bruges til varmt fyldte produkter såsom juice-baserede drikkevarer og tomatsauce.
Varme forvrængning forekommer ved 1800F; maksimale kontinuerlige driftstemperatur er 2120F. Der har været en moderat mængde bekymring, at tilsætningsstoffer fra disse bakker kan migrere til fødevarer, især hvis bakkerne genbruges i en mikrobølgeovn.
PE (Polyethylen)
Polyethylen blev først syntetiseret af den tyske kemiker Hans von Pechmann der har udarbejdet det ved et uheld i 1898, mens opvarmning diazomethan.
Når hans kolleger Eugen Bamberger og Friedrich Tschirner præget den hvide, voksagtige stof, han havde skabt, de erkendte, at det indeholdt lange -CH2 kæder og kaldte det polymethylen- (Piringer & Baner, 2008). Den første industrielt praktisk polyethylen syntese blev opdaget (igen ved et uheld) i 1933 af Eric Fawcett og Reginald Gibson på ICI arbejder i Northwich, UK. Ved at anvende ekstremt højt tryk (flere hundrede atmosfærer) til en blanding af ethylen og benzaldehyd, de igen fremstillet en hvid, voksagtigt materiale.
Fordi reaktionen var blevet initieret ved sporforurening oxygen i deres apparater med forsøget var, i første omgang, vanskelige at reproducere. Det var ikke før 1935, at en anden ICI kemiker, Michael Perrin, udviklet denne ulykke til en reproducerbar højtryks-syntese for polyethylen, som blev grundlaget for industriel lav densitet (LD) PE produktion begynder i 1939 (Piringer & Baner, 2008).
LDPE (polyethylen med lav