Ex Definitio, kan intet eksistere uden natur - det er altomfattende og altgennemtrængende, eller allestedsnærværende (tidligere attributterne for det guddommelige). Overnaturlige kræfter, overnaturlig indgriben, er modsætninger i form, selvmodsigende. Hvis nogle ting eller kraft eksisterer - det er naturligt. Det, der er overnaturligt - findes ikke. Mirakler ikke kun i strid (eller overtræde) naturlovene - de er umulige, ikke kun fysisk, men også logisk. Det, der er logisk muligt og kan opleves (observeret), er fysisk muligt. Men igen, står vi med antagelsen af en "fast baggrund".
Hvad hvis naturen selv ændrer sig på måder, der er bundet til at forvirre stadigt sandere viden? Derefter selve forskydninger af naturen i sin helhed, som et system, kunne kaldes "overnaturlige" eller "mirakuløse". På en måde, det er sådan videnskaben udvikler sig. Er foreslået eller accepteret en naturlov. En begivenhed indtræffer eller en observation gjort, som ikke er beskrevet, eller forudsagt af det. Det er per definition en krænkelse af den foreslåede eller accepterede lov, der er således forfalsket.
Efterfølgende og dermed er naturens love ændres, eller re-skrevet helt, for at afspejle og omfatter denne ekstraordinære begivenhed. Resultat: Humes trøstende skelnen mellem "ekstraordinære" og "mirakuløse" begivenheder opretholdes (sidstnævnte er udelukket). Ekstraordinære begivenheder kan sammenlignes med tidligere erfaringer - mirakuløse begivenheder medføre en vis overnaturlig indgriben i normale ting (en "wonder" i bibelske termer).
Det er ved at konfrontere den ekstraordinære og fjerne dens "unormale" eller "overnaturlige" attributter, at videnskaben skrider frem som en mirakuløs aktivitet. Dette er naturligvis, er ikke den opfattelse af folk som David Deutsch (se hans bog, "The Fabric Virkelighedens"). Tilbage til den sidste fase af denne livscyklus, til ossifikation. Disciplinen degenererer, og efter "psykotisk" overgangsfase, det synker ind i en paralytisk tilstand, som er karakt