Vejen til Mt. Banahaw foden var uslebne og smal i 1994. På tidløse romantisk, at jeg var, var der intet på jorden, som jeg troede var en gave så kostbart som trekking de syv kilometer grusvej til Barangay Bugon. På begge sider af vejen efter at have forladt Sariaya nationale vejen var et hav af solsikker under en tidlig morgen himlen. Øremærkninger solsikker var frugt-lastet guava træer. Jeg vil plukke frugterne direkte fra træerne for min morgenmad på vejen.
Selvfølgelig ville jeg have morgenkaffe og rugbrød, inden de forlader huset på 3:30 om morgenen for at fange klokken 4:00 bussen til Lucena men guava frugter direkte fra dens træ forudsat en anden slags "høj" - det slags følelse, der gør du vender tilbage for at spille tid, hvor du var barn. At energi, der kom fra hukommelsen barndommens skabte en øjeblikkelig himlen.
Trekking den smalle vej og tænker på at hjælpe beskytte Mt. Banahaw mod rovdyr var prikken musik i min bevidsthed.
Samme musik gav mig energi til at nyde at se cikader sprøjte træerne med den lille sprøjte fra deres bagdele. Reeds på motorvejen - både hårde og blide, småsten i forskellige former, der lignede halvædelsten kun, at de alle var grå, morgen tåge, og alle om morgenen lyden vævning omkring mig - alle disse gjort syv- kilometer trek jeg gjorde hver mandag morgen derefter en trek af kærlighed. Mine knæ var stærke og min ånd var robust. Den samme følelse af god fysisk helbred og min Alvor at bidrage til at mobilisere folk til at stoppe en sekssporet motorvej, der ville ødelægge Mt.
Banahaw flød i den samme flod af min bevidsthed.
Mine knæ var stærke, da mine kolleger og jeg forsøgte en overlevelse trek til den indre del af det berømte bjerg. En overlevelse trek betød, at vi ikke havde noget med os, når vi klatrede bjerget undtagen rede til at afhente nogen spiselige frugter eller blade på vej rundt om bjerget. Når dine led er sunde og dine drømme er vilde intet gør du bange for sult og fare. Det var i bjergene, at jeg lærte om vilde tomater. De er tomater bortset fra at de er meget små og formodes at være for fugle. Det var godt at tænke som en birdfor gangen.
Jeg vender tilbage til mindet om Banahaw når jeg er fristet til at give op på folk, når tiderne er ru.
Nu er mine knæ har brug for lidt venlighed fra slitage, at årstiderne reserve selv for tidløs drømmer. Efter mit samfund organisere arbejdet i Mt. Banahaw, har nogle ting ændret sig. Jeg har problemer nu med mine led. Så jeg holder uddanne m
Er dine børn huffing?